Når melankoli bliver til skønhed
- Hans Olsen
- 15. jun.
- 2 min læsning
Efter åbningen i Kunstrum 2920 var der én ting, der blev ved med at gå igen i samtalerne.
Et ord.
Melankoli.
Flere gæster brugte netop det ord, når de stod foran mine værker. Ikke som noget negativt. Ikke som tristhed. Mere som en stemning. En følelse. Noget, der kunne mærkes i kroppen.
Det satte tanker i gang hos mig.
For melankoli har altid været en del af mit indre landskab. Måske kommer noget af det fra Færøerne. Fra havet, tågen, vinden og stilheden. Fra den særlige følelse af at være omgivet af stor natur og samtidig mærke en form for ensomhed — ikke nødvendigvis smertefuld, men dyb.
En stilhed, der næsten taler.
For mig er melankoli ikke mørke. Det er heller ikke håbløshed.
Det er rummet mellem det, der var — og det, der er nu. Mellem minder og nutid. Mellem nærvær og fravær.
Måske er det derfor, mine værker ofte bevæger sig i spændet mellem uro og ro. Der findes lag af stilhed i dem, men også spænding. Noget uforløst. Noget, der vibrerer under overfladen.
Jeg tror, det er dér, mange kunne mærke sig selv under åbningen.
Vi lever i en tid med konstant støj. Billeder, lyd, information, tempo.
Måske er melankoli også en stille modstand mod det.
En invitation til at stoppe op. Mærke efter. Være i det, der ikke behøver blive forklaret.
Kunstrum 2920 blev skabt som mere end et sted, hvor billeder hænger på væggen. Det skulle være et rum, man kunne træde ind i og sænke skuldrene i. Et rum med ro, nærvær og plads til det usagte.
Hvis mine værker vækker melankoli, håber jeg ikke, det opleves som tunghed.
Jeg håber, det føles som genkendelse.
Som et stille ekko af noget, vi alle bærer.
Noget smukt i det skrøbelige. Noget ærligt i stilheden.
Måske er det netop dér, kunsten kan noget særligt.
Ikke ved at give svar. Men ved at skabe et rum, hvor vi tør mærke.
—
Hans Olsen | Kunstrum 2920
Kommentarer