Når melankoli bliver til skønhed. Hans Olsen reflekterer over stilhed, minder og kunstens evne til at skabe nærvær efter åbningen i Kunstrum 2920.

Et rum blev ikke bygget færdigt — det blev skabt. Kunstrum 2920 begyndte ikke som et galleri.Det begyndte som en rå garage i Charlottenlund. Da vi overtog rummet, var der ingen hvide vægge, ingen kunst og ingen plan for, hvordan det skulle ende. Kun rå beton, slidte flader og en fornemmelse af mulighed. Kunstrum blev ikke bestilt som en færdig løsning. Jeg malede selv væggene, arbejdede i stilheden og lod rummet tage form langsomt. Ikke for at skjule det rå — men for at lade

Et værk begynder måske som pixels — og ender med blæk på hænderne, pensler på bordet og stilhed mellem farverne. Et kig ind i processen bag værkerne fra Kunstrum 2920.

Når stilheden bliver til billeder Jeg voksede op mellem hav, tåge og stilhed på Færøerne. Mange af mine minder er ikke tydelige historier, men stemninger. Lyden af vand. En fiskeline i hænderne. Tavshed mellem mennesker. Måske er det derfor fiskene bliver ved med at vende tilbage i mine værker. Ikke som symboler med ét svar — men som spor af noget stille og menneskeligt. Noget der driver gennem minderne. Mine billeder opstår ofte dér. Mellem uro og ro. Mellem det sagte og det

Mellem nordisk ro og urban melankoli